Fiskefrikadeller

IMG_4829

Nok til 2 store og 1-2 små

 

Jeg enten køber eller laver pickles, fordi jeg ikke orker at spise for meget remoulade. Så sætter jeg både pickles og mayo på bordet. Jeg spiser pickles til mine fiskefrikadeller og børnene kan selv blande deres til remoulade, hvis de synes den er for kraftig. Servér salat og sprøde grøntsager til.

 

450 g torsk, uden skind og ben

1 tsk. salt

½ dl piskefløde

4 spsk. mel

2 æg

olie til stegning

TILBEHØR

citronbåde

kogte kartofler

pickles

mayonnaise

salat og sprøde grøntsager

 

Sæt kartofler over!

Kom fisk og salt i en foodprocessor og blend til fisken er groft hakket. Tilsæt fløde og mel og blend igen. Tilsæt til sidst æg og blend kort, til farsen er samlet. Form farsen til 15-18 fiskefrikadeller, det er nemmest med en våd ske og hånden, og steg dem gyldne og gennemtilberedte i lidt olie på en varm pande. De skal have 5-8 minutter hver.

Servér straks med citron, kartofler, pickles og mayonnaise og giv masser af grønt til.

 

TIP: alle slags torskefisk kan bruges, f.eks. sej, lange eller kuller.

 

Opskrift & Styling: louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

fiskefrikadeller med rødbede råkost

fiskefrikadeller tv2

I øjeblikket kan du finde en række af af mine opskrifter på mad, der egner sig til maddag. Både mad børnene selv kan lave, eller mad hvor de kan deltage aktivt!
Tjek TV2´s hjemmeside. Super nem hverdagsmad. Børnevenlig og bestemt også voksenvenlig.

 

Fiskefrikadeller er markant bedre når du laver dem selv. Har du ikke en foodprocessor til at hakke fisken i, kan du købe groft hakket fiskekød (uden noget i) hos fiskehandleren og røre resten i selv.

Her kan det i øvrigt være en fordel at lave ekstra mange! Så er der til madpakker og dem-man-kommer-til-at-hapse.

 

Opskriften er til 2 små og 2 store.

 

Børn kan fra helt små:

  • Skrubbe kartofler.
  • Skrælle rødder.
  • Rive rødder.
  • Presse citrus.
  • Smage til.

 

KARTOFLER

1 – 1 ½ kg kartofler

olivenolie

salt

FISKEFRIKADELLER

600 g lyssej, torsk eller anden lys fisk, uden skind og ben

lidt salt

1 lille løg

2 spsk. mel

3 spsk. fløde eller mælk

2 små æg

olie til stegning

RÅKOST

4 mellemstore rødbeder

3 gulerødder

2 æbler

1 lille knold ingefær

1 appelsin

1 citron

TILBEHØR
remoulade

citronbåde

 

KARTOFLER

  • Skrub kartoflerne og skær dem i mundrette stykker.
  • Steg dem i olivenolie på en varm pande. Rør ofte i dem.
  • Lad dem stege møre og gyldne, ca. 15-20 minutter.
  • Krydr dem med salt.
  • FISKEFRIKADELLER
    Blend fisk, salt, løg, mel og fløde i en foodprocessor til en grov eller fin fars.
  • Tilsæt æg og blend kort igen.
  • Form farsen til fiskefrikadeller, det er nemmeste med to våde skeer, og steg dem i olie på en varm pande.
  • Lad dem stege i i alt ca. 10 minutter, eller til de er gyldne og gennemstegte. (bræk en over og tjek!)

RÅKOST

  • Skræl rødbeder og gulerødder.
  • Riv rødbede, gulerødder og æble på den grove side af rivejernet. Eller lav jullienne med en julienneskræller.
  • Skær skrællen af ingefæren og riv ingefæren fint. Vend ingefæren sammen med grøntsagerne og pres saften af 1 appelsin og 1 citron over.
  • Smag til.

SERVERING

  • Servér fiskefrikadeller med citronbåde, remo, kartofler og råkost.

 

TIP: Råkosten alene er super at begynde med, når man er ny i køkkenet. Den kan laves uden forældre! Og passer til alt fra madpakker, hakkebøffer, snack, forret, fiskefileter eller hvad du nu har lyst til!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Wanke Nørregaard