Kyllingevinger

kyllingevinger

JA! det her er vi alle sammen fans af! Snaskede fingre og skønne vinger.

 

Det kan være svært at skaffe kyllingevinger af god kvalitet! Lykkes det ikke, så brug drumbsticks (lår).

ÆÆÆÆÆÆÆLSKER disse snaskede sager!

 

Opskriften er god som snack til 4 personer. Vil du bruge den som en hovedret, kan du serverer ris til.

 

 

2 dl hvedemel

2 spsk. sød paprika

2 tsk. cayennepeber

2 spsk. løgpulver

1 spsk. groft salt

12-16 kyllingevinger

rigeligt olie til stegning

ENDVIDERE

2 dl hvidvinseddike

2 dl farin

3 fed hvidløg, fint hakkede

1 spsk. fint hakket ingefær

¼ dl soja

1 spsk. maizena

1-2 spsk. vand

Dressing:

100 g blå ost, gerne Blå Kornblomst

100 g drænet yoghurt 10%

1 spsk. citronsaft

salt

TILBEHØR
6-7 bladselleristilke

1 bundt radiser

gulerodsstave

sprød salat i både

 

 

Bland mel, paprika, cayennepeber, løgpulver og salt sammen i en stor frysepose. Kom vingerne i posen og ryst den.

Steg vingerne på en stor, varm pande i rigeligt olie, til de er gyldne og gennemstegte – ca. 10 minutter.

Kom imens eddike, farin, hvidløg, ingefær og soja i en kasserolle og kog det op. Bland maizenaen med lidt vand og rør blandingen i den varme dressing. Lad det koge op igen. Tag dressingen af varmen og lad den køle en smule.

Blend ost og yoghurt sammen og smag til med citron og salt.

Kom dressingen i en stor skål og vend de varme, stegte kyllingevinger med dressingen, efterhånden som de er færdige.

Servér straks kyllingevinger med bluecheesedressing og grønt.

 

TIP: Strimler af kyllingebryst, kan også bruges! Nedsæt da tilberedningstiden.

 

Opskrift & Styling: Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

kyllingespyd og kålsalat

satay tv2

I øjeblikket kan du finde opskrifter til børnenes maddag på TV2´s hjemmeside.

 

Jeg tror ikke at jeg har mødt nogle børn der ikke er vilde med kyllingespyd (aka satay).

De er gode at lave alene i køkkenet (mind gerne børnene om god hygiejne), men de er også fede at lave med dine helt små børn, for der er meget at måle af og røre rundt i. Og dejligt, snasket kylling at sætte på spyd!

 

Børn kan fra helt små:

  • Skylle ris og komme vand på dem.
  • Afmåle og røre marinaden til kyllingen
  • skære kyllingen
  • Sætte kyllingen på spyd.
  • Afmåle og røre dressingen til slawen.
  • Afmåle og røre dippen.
  • Smage til!

 

Opskriften er til 2 små og 2 store

 

RIS:

4 dl grove ris

salt

SPYD:

2 dl kokosmælk

1 spsk. rød karry pasta

1 spsk. soja

1 spsk. sukker

2 tsk. stødt gurkemeje

4 kyllingebryster

træspyd

SLAW

1 lille fed hvidløg

2 tsk. sukker

2 spsk. hvidvinseddike

4 spsk. yoghurt

1 spidskål

4-5 gulerødder

salt

DIP

3 spsk. peanutbutter

1-2 tsk. rød karry

4 spsk. limesaft

1 dl kokosmælk

2 spsk. flydende honning

 

 

RIS

  • Skyl risene og kog dem efter anvisningen på pakken.
  • Det er smartest at salte når risene er kogte, så bliver de hurtigere møre.

SPYD:

  • Rør kokosmælk med karry, soja, sukker og gurkemeje.
  • Skær kyllingebrysterne i aflange, tykke strimler, ca. 3-4 styk hver.
  • Kom kyllingen i marinanden og lad den trække mindst 10 minutter (eller natten over i køleskab).
  • Sæt kyllingen på spyd og steg dem i lidt olie på en varm pande eller grill dem på en varm grill eller grillpande.

SLAW

  • Riv eller pres hvidløget.
  • Rør hvidløg med sukker, eddike og yoghurt.
  • Snit kålen fint.
  • Skræl eller skrub gulerødderne og riv dem eller lav dem i tynde strimler.
  • Vend kål og yoghurt med dressingen.
  • Smag til med salt

DIP:

  • Rør peanutbutter, rød karry, limesaft og kokosmælk sammen med honning.
  • Smag til.

SERVERING:

  • Servér kyllingespyd med slaw, kogte ris og peanutdip.

 

TIP: Husk: læg spyd i blød, så de ikke brænder

MERE TIP: Vær opmærksom på den røde karry. Der er stor forskel på hvor stærk den er, så smag til sammen med dit barn.

ENDNU MERE TIP: Servér altid gerne flere grøntsager til, både under tilberedningen og før maden!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Wanke Nørregaard

 

 

wontons

wonton

Vi er vilde med wontons! Ungerne synes de er skønne og jeg er enig!

Du kan vruge denne opskrift til dampede wontons, f.eks. i en suppe. Men jeg må indrømme, at jeg er ekstra vild med sprøde, fedtede wontons!

 

Find wontondej i dit asiatiske supermarked. Den ligger på frost.

 

Opskriften her er god som snack til 2-4 personer

 

FYLD

150 g renset blæksprutte

75 g kyllingebryst uden skind

1 lille bundt koriander, gerne med rod

½ rød chili,  uden kerner

1 tsk. sukker

3 spsk. fiskesauce

2 spsk. lime

wontonplader

Rigeligt olie til dybstegning

TILBEHØR

sød chilisauce

 

Rens blæksprutten ved at hive vingerne af den, vende ”vrangen ud” og skylle den i koldt vand. Fjern skelettet, hvis det ikke er gjort, det ligner nærmest et stykke plastik. Fjern næb og øjne, hvis du bruger hovedet. Skær blæksprutte og kylling i grove tern.

Blend koriander med rod, hvis du har været så heldig at få den med, sammen med chili, blæksprutte og kylling i en foodprocessor. Tilsæt sukker, fiskesauce og limesaft.

Fordel fyldet i wontonpladerne, ca. 1 tsk. i hver. Fold dejen over på midten så du få en trekant, luk siderne ind over så det ligner små kuverter.

Brug lidt af fyldet til at ”lime” dejen med.

Fritér dem 4-5 stykker ad gangen, i varm olie, det tager 1-2 minutter.

Afdryp på fedtsugende papir og servér straks med sød chilisauce.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find en opskrift på suppe med dampede wontons her!

butter chicken

butterchicken

Issy på 5 år ELSKER butter chicken.

Normalt vil han helst have den på en restaurant eller som take-away. Helt klart fordi, at der får han mere butter!

Men han kan også sagtens lokkes både til at lave og spise denne version sammen med mig.

 

Opskriften er til 2 voksne og 1-2 børn.

 

3 kyllingebryster

olivenolie

3 løg

2 spsk. ghee (eller 2 spsk. smør)

1 knold ingefær på størrelse med en tyk tommelfinger

2 fed hvidløg

50 g frisk kokos

2 tsk. revet, frisk gurkemeje eller 1 tsk. stødt gurkemeje

¼ -½ tsk. cayennepeber

1 tsk. stødt koriander

2 tsk. knust spidskommen

3-4 kardemommekapsler, knuste

2 tsk. garam masala

3 dl mosede tomater

2 dl kokosmælk

1-2 dl vand

TILBEHØR

koriander

chutney

naan eller ris

 

Skær kyllingen i tern og brun den i ghee i en stor, varm gryde. Skær løgene i tynde både og sautér løgene sammen med kylling, til de er bløde, men uden at de tager farve.

Skær skrællen af ingefærren og pil hvidløgene. Hak begge dele. Riv kokosen groft på et rivejern. Tilsæt ingefær, hvidløg, kokos, gurkemeje, cayenne, koriander, spidskommen, kardemomme og garam masala og lad det varme kort op, til det dufter.

Tilsæt derefter mosede tomater og kokosmælk og lad retten simre under omrøring i ca. 10-15 minutter, eller til kyllingen er gennemtilberedt. Lad den simre længere hvis du har god tid. Tilsæt vand efter behov undervejs. Smag til med salt.

Servér kyllingen toppet med koriander og med chutney og naan eller ris til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann