hostesaft

Mine unger hoster meget om vinteren. Desværre!
Og jeg er ikke specielt vild med at hælde hostesaft i dem. Dels fordi jeg har svært ved at gennemskue hvad det indeholder, dels fordi jeg ikke synes det virker.
Så jeg laver denne. En hjemmelavet, øko-hippie-skøn-og-smagfuld en af slagsen, som vi alle sammen bare tager et shot af, fordi det umuligt kan være dårligt for os!
Jeg bilder mig ind at det hjælper.
Her er en opskrift, sådan helt på slump…….
1 stor knold ingefær
3-4 små knolde frisk gurkemeje
2-3 dl vand
saft af 1 citron
4-5 spsk. dansk honning
Skrub ingefær og gurkemeje (skræl, hvis du ikke bruger øko). Skær begge dele i skiver og kom dem i en gryde med kogende vand. Lad dem simre i 10-12 minutter, til vandet er stærkt, gult og smager stærkt!
Tag det af varmen. Sigt og køl. Bland citronsaft og honning i og opbevar i køleskabet i op til 4-5 dage.
Tag et lille shot hver morgen, eller når nogen hoster!
Opskrift & foto: Louisa Lorang
Ingen kommentarer endnu