pasta med kødboller

I øjeblikket kan du finde opskrifter til børnenes maddag på TV2´s hjemmeside.
Hvis du har lyst, er det sjovt at lave sin egen pasta. Det kræver hverken maskine eller noget, hvis du vil forsøge dig med en simpel, håndrullet pasta.
Måske kan pastaen være børnenes eget projekt og resten af retten et fælles projekt?
Du kan selvfølgelig sagtens købe en, hvis tiden er knap!
Børn kan fra helt små:
- Måle af til pasta og ælte.
- Rulle ud (eller hjælpe med det)
- Skære pasta (måske med en voksen)
- Røre fars.
- Måle af til tomatsauce og røre rundt.
- Hjælpe med at skylle/skære snackgrønt
- Smage til!
PASTA:
250 g durummel
- 50 g hvedemel (tipo 00)
½ spsk. olivenolie
½ spsk. citronsaft
¼ dl vand
2 æg
durum til udrulning
KØDBOLLER
2 fed hvidløg
2 stykker hvidt brød
2 dl mælk
600 g hakket kalv og flæsk
salt og peber
1 stort æg (eller 2 små)
1 dl revet parmesan
evt. 4-5 blade salvie
olivenolie til stegning
TOMATSAUCE
2 fed hvidløg
3 spsk. olivenolie
1 flaske mosede tomater (ca. 700 g)
1-2 dl vand eller grøntsagsbouillon
2 tsk. tørret oregano
1 nip sukker
salt og peber
TILBEHØR
parmesan
evt. friske krydderurter, f.eks. ærteskud, oregano, rucola eller baslikum
salat og/eller sprøde grøntsager
PASTA
- Bland durum og hvedemel sammen. Rør olivenolie og salt i og tilsæt citron og vand. Rør dejen med fingrene og tilsæt æg. Arbejd dem godt ind i dejen og vurdér om den mangler lidt mere vand eller mel.
- Sæt den koldt i ½ time og rul den tyndt ud. Skær den i strimler. Drys dem med lidt mel og opbevar dem i et rent viskestykke i et enkelt lag, indtil brug, gerne på køl.
KØDBOLLER
- Pil hvidløget, riv det fint eller pres det i en hvidløgspresser.
- Skær skorpen af brødet og kassér den.
- Læg brødet i blød i mælk (i et par minutter, til blødt).
- Rør kødet med salt, peber, brød og mælk, hvidløg, æg, parmesan og evt. hakket salvie.
- Form kødboller på størrelse med golfbolde og steg dem i olivenolie på en varm pande. Steg dem i ca. 10 minutter i alt, eller til gennemstegte.
TOMATSAUCE
- Pil hvidløget og riv det fint eller pres det i en hvidløgspresser.
- Kom olie i en gryde og varm op. Kom hvidløg i og rør, men lad ikke hvidløget tage farve.
- Kom mosede tomater og vand eller bouillon ved.
- Tilsæt oregano og lad det simre i 8-10 minutter under omrøring.
- Smag til med sukker (meget lidt), salt og peber.
- Vend kødbollerne i tomatsaucen.
SERVERING
- Kog pastaen i kogende, saltet vand. Har du lavet den selv, skal den koge 3-5 minutter, alt efter tykkelse. Ellers tjek pakken.
- Anret pastaen toppet med tomatsauce og kødboller.
- Servér straks. Evt. med friske krydderurter og gerne med salat og snackgrønt til.
TIP: pasta med tomatsauce er også dejlig hverdagsmad! Man kan også komme ½ – 1 hel hakket aubergine i saucen, for lidt mere fyldighed og power!
MERE TIP: Det er ikke såååå mange børn der kan lide blandet salat, men mange kan godt lide sprød salat, f.eks. iceberg eller hjertesalat. Og mange børn kan lide at få et stykke råt kål.
Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Maria Wanke Nørregaard / Kam & Co
Ingen kommentarer endnu