Fersken margarita (med eller uden alkohol)

Fersken margerita

Måske står du og mangler inspiration til en drink til nytår? Well, den her er en af mine favoritter. Og så er den fed, hvis du også vil byde dine unger på en drink. Den smager nemlig også super godt uden alkohol!

Den er selvfølgelig aller bedst med friske (frosne) ferskner, men de er helt umulige at få store dele af året i Danmark, så brug dem fra dåse (det siger jeg viiirkelig ikke så tit!!!), men husk de skal fryses inden brug – så får du nemlig den skønneste, slushede margarita!

Opskriften er i øvrigt fra MIT COWGIRL KØKKEN

 

Opskriften giver to drinks. Gør præcis det samme til børne-drinksene, men selvfølgelig uden tequila og likør!

Saltkant til dem der vil!

 

3 ferskner (altså 6 halve fra dåse)

8 cl tequilla

4 cl fersken likør (eller orange likør)

4 cl limesaft

2 spsk. agave

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

 

 

Snurrer i julestemning

snurre

Disse snurrer har fået lidt ekstra kærlighed i form af nødder, rosiner og sukat.

Og ja, du kan undlade sukat, hvis du virkelig vil. Men jeg synes det giver en skøn, julet smag! (og mine unger opdagede det ikke!)

Så hop i køkkenet, med eller uden unger – og kom i julestemning!

 

Dej:

2 dl mælk

25 g gær

150 g blødt smør

50 g sukker

1 spsk stødt kardemomme

2 æg

600 g mel

Fyld:

150 g blødt smør

100 g sukker

1 spsk stødt kanel

1 ½ spsk stødt kardemomme

50 g rosiner, hakkede

2 spsk sukat, hakket

50 g hasselnødder, hakkede

Desuden:

mel til udrulning

1 æg, pisket

perlesukker

 

Dej:

Lun mælken til ca. 37 grader og opløs herefter gæren i den lune mælk.

Pisk smør, sukker og kardemomme luftigt.

Kom mælk og æg i smørblandingen og kom mel i. Ælt dejen og lad dejen hvile i 1 time et lunt sted.

Fyld:

Bland smør, sukker, kanel, kardemomme, rosiner, sukat og nødder sammen.

Rul dejen ud til ca. 40 x 60 cm og fordel fyldet jævnt over hele fladen.

Fold halvdelen af dejen ind over midten og fold den anden halvdel ind over den første. Rul igen dejen ud.

Skær 12-15 lange baner af dejen.

Skær hver bane igennem på midten, men lad dem hænge sammen hel øverst. Twist dejen og fold den sammen til en lille bolle. Stik enden ind under.

Sæt dem på en bageplade på bagepapir.

Pisk et æg med 2-3 spsk. koldt vand og pensl snurrerne.

Bag dem ved 200 grader i ca. 5 minutter. Tag dem ud, pensl igen og drys med perlesukker. Bag dem færdige i ca. 5-8 minutter.

Lad dem køle en smule og servér dem lune.

 

TIP: sukat fås året rundt i velassorterede supermarkeder. Men ved juletid har mange special butikker store stykker sukat, som smager af meget mere!

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann 

Chokolade skeer til varm kakao

choko skeer

Jeg har aldrig været fan af, at smide en ske med chokolade på, i et glas med varm mælk. Det bliver bare ikke rigtig til kakao eller varm chokolade. MEN prøv at komme en chokoladeske i en varm kakao! Tilføj ekstra finesse og smag….

Lav dem til jer selv, eller køb fine, gamle skeer brugt og lav disse til fine julegaver (de er så nemme at dine unger kan lave dem, no problem!!!)

 

10-15 fine skeer, gerne forskellige

100 g mørk chokolade

100 g mælke chokolade

100 g hvid chokolade

pebermynte stokke eller bolcher

kaffebønner

tørret lavendel

 

Smelt chokoladerne hver for sig over vandbad.

Læg skeerne på et bræt. Jeg lagde sukkerknalder under skaftet på dem, for at få dem så vandrette så muligt, men brug tændstiksæsker, bøger eller lign.

Kom chokolade på skeerne og sprøjt gerne med en anden chokolade. Top med knuste pebermyntestokke, knuste kaffebønner eller tørret lavendel og lad chokoladen sætte sig.

Opbevar skeerne køligt indtil brug i op til 14 dage.

 

TIP: Prøv også med skumfiduser, tørrede hindbær, lakridspulver eller andet efter smag.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann 

Chokoladetærte med popcorn

chokoladetaerte popcorn

Har du ikke små forme, kan du godt lave en stor tærte i stedet. Det salte og søde er fantastisk!

Brug dog helst en form med løs bund, medmindre du serverer i formen.

 

Bund:

200 g hvedemel

2 spsk sukker

1 nip salt

125 g koldt smør

2-3 spsk iskoldt vand

smør til formen

Fyld:

175 g mørk chokolade

2 ½ dl piskefløde

Topping:

karamelpopcorn

 

Bund:

Bland mel, sukker og salt sammen. Skær smørret i tern og smuldr mel og smør sammen udne at ælte for meget (en foodprocessor kan også gøre det). Saml dejen hurtigt med koldt vand og sæt den koldt i 20 minutter.

Rul dejen ud mellem to stykker madpapir. Stik 4 cirkler ud, der passer til dine tærteforme.

Sæt dejen koldt igen i ca. 20 minutter.

Smør de fire små forme. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Kom tærtedej i formene og prik dejen med en gaffel. Bag bundene i ca. 20 minutter, til de er let gyldne og gennembagte. Tag dem ud og lad dem køle helt.

Fyld:

Hak chokoladen fint. Lun fløden og rør den lidt af gangen i den hakkede chokolade. Rør til chokolademassen er glat.

Fyld chokoladen i de afkølede forme og sæt tærterne koldt.

Servering:

Top tærterne med popcorn og servér straks.

 

TIP: karamelpopcorn fås færdige i specialbutikker. Alternativt kan du toppe med popcorn og dulce de letche – slet ikke en ringere erstatning! Eller se her, hvordan du selv laver karamelpopcorn. (opskriften er fra min bog SPISETID, der lige nu sælges til 1/2 pris i min shop)

 

Tekst & foto: Louisa Lorang

Hjemmelavet marcipan

marcipan mini

Min søn på snart 6 år, der virkelig ikke er en super nysgerrig spiser (læs: er ret kræsen) elsker marcipan! Alt slags – god, dårlig, den der smager af essens – det hele…..

Det er nok ikke så typisk for børn at elske marcipan? Min datter (der elllers spiser en del) er bestemt ikke fan. Hun går altid udenom, og selvom hun har en virkelig sød tand, undværer hun hellere, end at spise noget med marcipan.

MEDMINDRE….Ja, selvfølgelig medmindre at marcipanen er hjemmelavet. Så smager den nemlig totalt anderledes; blidt og rundt og af det den skal smage af – nemlig mandler.

Derfor (og fordi jeg selv er fan) har jeg de sidste mange år, selv lavet vores egen, hjemmelavet marcipan.

Det er totalt nemt! Sundt og såååå lækkert. Giv det et forsøg…..

Opskriften her er på en god, fed rulle.

 

300 g mandler

1 dl lys agavesirup

 

Smut mandlerne og rist dem i ovnen ved 180 grader i 5-6 minutter, de må ikke tage farve. Lad dem køle helt af.

Blend mandlerne i en foodprocessor, til de er så fint hakkede som muligt. Tilsæt agavesirup til massen akkurat samler sig (det er ikke sikkert at du behøver at bruge det hele).

Pak marcipanen ind i film og læg dem på køl i 30 minutter.

Servér den rå marcipan som den er – fordi den er ren og helt skøn! Eller brug den til konfekt.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

pebernødder

pebernoedder

I denne weekend er det første søndag i advent. Jeg går normalt ikke så højt op i det  (eller i jul generelt), men sidst år var jeg så OND at tvinge min familie til at holde jul i Singapore, så i år har jeg lovet at give julen fuld skrue her hjemme.

Denne weekend byder altså på både pebernødder, kagehus, se-jule-træet-blive-tændt, lave adventskrans og hvad vi ellers kan magte!

 

Følg mere med i hvad weekenden bringer af juleri hos Pigs in a Pie.

Og lige præcis pebernødder er noget alle i min familie elsker. De er okay-nemme at lave. Oftest laver jeg dejen sammen med ungerne og lader dem trille pebernødderne. Så længe de har nogenlunde samme størrelse går det fint.

 

Opskriften giver maaaaange pebernødder!

 

250 g smør, stuetemperatur

250 g sukker

1 dl piskefløde

½ tsk. fintrevet muskatnød

1 tsk. stødt allehånde

1 tsk. stødt peber

1 1/2  tsk. stødt ingefær

2-3 tsk. kanel

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

500 g mel

Pisk smør og sukker luftigt med en elpisker eller i en røremaskine. Pisk fløden i.

Bland alle krydderierne, bagepulver, natron og mel og pisk melblandingen i smørret. Brug til sidst hænderne og ælt massen til en blank, fugtig dej.

Tril dejen ud til fingertykke pølser og skær dem i ca. 1 cm. små stykker. Sæt dem på en bageplade og bag dem ved 200 grader i 6-8 minutter. Lad dem køle af på pladen.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto: Maria Wanke Nørregaard / Kam & Co

 

lakridstrøfler

lakridstroefler

Dét her bliver man snasket af! Så det er perfekt for ungerne at lave selv, eller med med voksen.

Vær mere end almindeligt hysterisk med håndvasken, inden I starter…….

 

Opskriften giver 25-30 stk.
1½ dl piskefløde
200 g mørk chokolade
25 g smør
½ dl kakaopulver
½ dl lakridspulver
Kog fløden op.

Hak chokoladen, og kom den i en skål. Hæld den varme fløde over chokoladen, tilsæt smør, og rør, til chokolade og smør er smeltet, og massen er blank.
Sæt trøffelmassen koldt, gerne til næste dag.
Form små kugler (de behøver ikke være helt ens) med en teske, 25-30 stk. i alt, og vend dem i lakrids-kakao-blandingen.
Opbevar trøflerne i køleskabet indtil servering. Servér dem kolde og gerne til kaffe.

TIP: Du kan naturligvis sagtens lave trøffelkuglerne helt klassisk med ren kakao

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

marmelade tærter

marmeladetaerter

Virkelig nemme små tærter, der nok mest af alt minder om hindbærsnitter.

Ungerne kan selv være med til det meste. Og alle kan være med til at nyde dem.

Du kan selvfølgelig bruge din favorit marmelade. Eller lav flere forskellige små tærter.

Jeg er især vild med blåbær, abrikos, rabarber og hindbær

 

Opskriften her give 6 små tærter.

 

300 g hvedemel

150 g sukker

1 knsp. salt

250 g koldt smør

smør til formen

FYLD

6 store spsk. hindbærmarmelade

 

Bland mel, sukker og salt sammen.

Skær smørret i tern og bland det i melblandingen, uden at ælte. Saml dejen forsigtigt med 1-2 spsk. koldt vand, hvis

Smør små tærteforme (7,5 cm) med smør og tryk ¾ af dejen tyndt ud. Stik cirkler cirka 10-11 cm ud og kom dem i formene. Dejen må gerne hænge lidt ud foroven.

Fyld en stor spsk. marmelade i hver tærte. Rul resten af dejen ud og stik små stjerner ud.

Pynt med stjernerne og bag de små tærter ved 180 grader i ca. 20-25 minutter (til marmeladen bobler og dejen er bagt).

Trim kanten med en skarp kniv.

Lad kagerne køle i formen på en rist.

Servér kagerne ved stuetemperatur eller kolde.

 

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Find flere af mine opskrifter på louisalorang.dk

 

karamel popcorn

Karamelpopcorn1

I dag har min datter fødselsdag! Disse popcorn har vi ofte lavet til fødselsdage – og måske når vi det også i dag.

Uanset er jeg nu den stolte mor til en smuk, klog og særlig 9 årige! Det er ikke til at tro!

Hun må bestemme i dag – så længe vi skal spise meget 😉

 

Opskriften her er fra SPISETID og giver en hel bunke, vidunderlige popcorn.

 

 

2 dl rørsukker

1 dl musvovadosukker, eller brun farin

1 dl mørk sirup

½ tsk. salt

25 g smør

2 tsk. natron

lidt olie

bagepapir

10 dl poppende popcorn

 

Kom rørsukker, muscovado, sirup og salt i en gryde og lad det smeltet sammen stille og roligt. Tilsæt salt og smør, når sukkermassen bobler med fine, små bobler. Lad det simre, men ikke blive for mørkt. Undgå så vidt muligt at røre i massen, eller brug en træske, hvis nødvendigt. Tilsæt natron – det skummer meget op, så vær forsigtig! Og sørg for at gryden har høje sider, så det ikke bruser over.

Tag karamelmassen af varmen.

Smør et stort, dobbelt stykke bagepapir med en smule olie og vend popcorn og karamel sammen på papiret. Det er super varmt, så brug to træskeer. Lad det køle en smule og fordel popcornene i små klumper med to gafler. Lad dem størkne helt.

Servér de afkølede popcorn eller opbevar dem i op til 2-3 dage.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto fra SPISETID: Stine Christiansen / skovdal.dk

figenpålæg

figenpaalaeg

Denne opskrift er nem og hurtig at lave og det er oplagt at lade ungerne selv lave den, eller lade dem være med.
Den er også nem at bruge, da dette figenpålæg bare skal smørres på brødet og ikke skæres som figenpålæg normalt skal.

Brug den i madpakken, på morgenbordet eller som mellemmåltid på et stykke knækbrød.

Den er fra min bog MADPAKKEBOGEN, der stadig kan fås i min lille shop.

Vælg de bløde, lækre figner til denne opskrift.

 

Opskriften giver 1 glas

 

300 g tørrede figner

1 tsk. fintrevet økologisk appelsinskal

1 spsk. kakao

1 nip salt

Klip stilkene af fignerne og blend figner, appelsinskal, kakao og et nip salt i en foodprocessor. Kom lidt saft fra appelsinen i, hvis dit figenpålæg skal være ekstra smørbart.

Brug figenpålæget på rugbrødsmadder eller på grovbrød.

 

TIP: Du kan selvfølgelig lave denne opskrift uden kakao og appelsinskal. Hvis du bruger meget tørre figner, kan du overhælde dem med kogende vand og lad dem trække 3-4 minutter inden brug.

 

Opskrift: Louisa Lorang

Foto fra Madpakkebogen: Stine Chritiansen/skovdal.dk